onsdag den 6. november 2013

Tryllestave

De her tryllestave har tryllet både drager, løver og skove af slik frem. Vi lavede dem i en børnehave, hvor jeg var ude som huskunstner. Kunstprojektet hed "Det fortryllede landskab", og det handlede om, med børnekunst, at forvandle legepladsen til et fortryllet landskab. Gennem forløbet ønskede vi bl.a. at styrke børnenes fantasi og evne til at tænke ud af boksen, og ikke mindst at lade børnene opleve hvad det gør ved et sted, når der tilføjes et lille kunstværk. Men første skridt var, at hvert barn skulle lave en tryllestav.

Stavene er lavet af hasselgrene, som vi til at begynde med malede hvide. Da de var tørre, malede børnene på dem med akrylmaling i flotte farver. Der blev drysset med glimmer og lavet håndtag af gaffatape, som man  kan få i både pink (jubiii) og grå. Der blev trukket fine perler på bonzaitråd, som blev surret rundt om stavene og gjort fast med en klat lim, og der blev pyntet med fjer. Så skulle der læres trylleremser og findes på navne til stavene - ligesom i Harry Potterbøgerne. Og vupti: Tryllestave til hele børnehaven. Jeg tror faktisk også jeg vil lave én til mig selv en dag...    




Ingen kommentarer:

Send en kommentar